Uvelse den 10. marts 2005               

Pressemeddelelse

Udtalelse fra UFC´s bestyrelse, i forbindelse med valget Hillerød/Frederikssund.

 

I anledning af beslutningen om endnu et valg, vedrørende den fremtidige tilknytning til enten Frederikssund eller Hillerød, for Uvelse/Lystrup,  ser et flertal af  bestyrelsen for UFC det som en nødvendighed at komme med en udtalelse i denne sammenhæng.

Valget er selvfølgelig en helt personlig sag og den ene mening kan være ligeså god som den anden. Der kan være mange gode grunde til at stemme for den ene eller den anden side, men når det kommer til arbejdet med at få Uvelse Fritidscenter til at fungere bedst muligt i fremtiden, har bestyrelsen selvfølgelig gjort sig sine tanker om hvordan det vil se ud efter valget.

Efter i en årrække at have haft et usædvanligt positivt samarbejde med Slangerup Kommune og kommunalbestyrelse og mødt stor forståelse for de problemer der har været opstået i UFC, i de år centret har fungeret, ser vi en risiko for problemer med at opnå den samme goodwill i en ny Hillerød storkommune. De til Hillerød knyttede politikere har ikke fulgt udviklingen eller historien omkring UFC´s tilblivelse og vil naturligt nok ikke umiddelbart kunne sætte sig ind i denne. Derfor ser vi i bestyrelsen stor risiko for ikke at kunne møde samme store forståelse for de behov der måtte opstå  i et lille samfund som Uvelse/Lystrup i en Hillerød Storkommune, hvor vi kun vil være en brøkdel af en stor etableret befolkningsmasse.

I en Frederikssund Storkommune ser vi betydeligt bedre muligheder for at opnå en større del af vores ønsker , idet vi af flere af de kommende politikere her, vil være en kendt institution.

Ydermere ser vi en risiko for, at vore nuværende lokale brugere, hovedsagligt UIF, ikke vil kunne opnå de samme fordele generelt og gode tildeling af haltid i særdeleshed. Pga. mangel på haltid i en ny Hillerød Kommune, vil vi med endog meget stor sandsynlighed finde betydeligt flere udenbys brugere end vi er vant til på nuværende tidspunkt, og med deraf følgende mindre tid til de lokale foreninger. Vi ser ikke de samme risici i en konstellation med Frederikssund.

På baggrund af ovenstående anbefaler et flertal af bestyrelsen for UFC en stemme på tilslutning til en fremtidig Frederikssund Storkommune.

 

For bestyrelsen for UFC, Uvelse Fritidscenter.

 

Lars Jessen

Conny Jensen

Jan Bjarnested

Peter Frederiksen

Erik Villumsen

Ove Nielsen