|
|
|
Uvelse den 6. juni 2007 Pressemeddelelse Uvelse Fritids Center som forsamlingshus med nye fleksible udlejningsformerPr. den 1. maj 2007 har Uvelse Fritids Center (UFC) indført nye fleksible udlejningsformer i forbindelse med private selskaber og arrangementer. ”Vi vil gerne nå ud til et større publikum, og det tror vi at vi gør ved at markedsføre os mere som ’fremtidens forsamlingshus’ – en definition anvendt af Lokale- og Anlægsfonden for en sammenbygning af en moderne idrætshal og et klassisk forsamlingshus” fortæller centerchef Finn Lillelund, og oplyser videre, at Jack Clemensen fortsætter som centrets faste restauratør, dog nu uden monopol på at levere mad og drikke, idet man fremover vil kunne holde sit selskab på en af tre fleksible udlejningsformer: ”Fuld service”, ”Selvbetjening” og ”Lokaleudlejning”.
Udlejningsform ”Fuld service”
Denne form svarer til hvad man får på en normal kro eller restaurant. Den omfatter et samlet arrangement inkl. betjening og fuld service, alt leveret af restauratør Jack Clemensen og hans team. Som vært aftaler man hvad man vil have at spise og drikke, meddeler sine ønsker om bordopdækning m.v., og så skal man ikke tænke på mere.
Udlejningsform ”Selvbetjening”
Dette er en variant af ”fuld service”, men hvor man som vært selv ønsker at stå for en stor del af det praktiske arbejde, f.eks. med egen og frivillig arbejdskraft. Restauratøren leverer mad og drikke , medens værten selv sørger for borddækning, servering og afrydning i festlokalet. Det betyder væsentlig lavere priser på drikkevarer, hvilket kan betyde meget hvis man f.eks. er 75 personer til en familiefest.
Udlejningsform ”Lokaleudlejning”
Her er tale om ren leje af lokaler og køkken, hvor man som vært selv står for det totale arrangement. Der kan dog tilkøbes ydelser fra restauratør og UFC efter ønske og behov, f.eks. leje af fadølsanlæg og drikkevarer til detailpriser plus et mindre tillæg. Det koster lidt mere at leje lokalerne på den måde, men leje af køkken er gradueret efter hvad køkkenet skal bruges til, og måske har man slet ikke behov for køkkenadgang.
Fremtidens forsamlingshus giver ekstra muligheder
Udover gode selskabslokaler med stor sydvendt terrasse, er der mange supplerende faciliteter og rigtig god udenomsplads i et sådant forsamlingshus, således at man kan udbygge et arrangement med aktiviteter efter ønske, og selv uden dette giver idrætshal og boldbaner god tumleplads for børn og barnlige sjæle.
Prisniveauer
Der er ofte stor fokus på kuvertprisen når der skal arrangeres en fest, men det er vigtigt at gøre sig klart, at pris, kvalitet og service hænger nøje sammen. Centerchef Finn Lillelund er derfor glad for at kunne præsentere de fleksible udlejningsformer, der vil kunne dække ethvert behov for service til en rimelig og gennemsigtig pris. ”Et selskab på 50 personer kan få en kvalitetsbuffet, drikkevarer og fuld service til en kuvertpris på under 350 kr. inkl. servering, ved selvbetjening kan samme selskab gøres for en kuvertpris på ca. 275 kr., og ved ren lokaleudlejning vil kuvertprisen blive ca. 75 kr. ekskl. mad og drikke”, slutter Finn Lillelund sin præsensation af det nye koncept og henviser til centrets hjemmesiden www.ufc.dk, hvor de nye muligheder er nøje beskrevet.
Yderligere oplysninger vil kunne fås ved henvendelse til undertegnede på tlf. 48 27 88 44, eller til restauratør Jack Clemensen på tlf. 48 21 57 77 eller 30 61 76 66.
Med venlig hilsen Uvelse Fritids Center
Finn Lillelund
|