Uvelse den 1. august 2009

Reglement for Uvelse Fritids Center

Nærværende regler gælder for institutioner, foreninger og andre (efterfølgende kaldet forening), som har fået tildelt tid på anlægget Uvelse Fritids Center (UFC) af Hillerød Kommune.

Al kontakt til UFC i relation hertil skal ske til centerchefen for UFC på tlf. 48 27 88 44, pr. post til adressen nedenfor eller e-mail ufc@ufc.dk.

Regler for anvendelse af tider

1.    Enhver forening er pligtig til at meddele UFC hvis tildelt tid ikke anvendes helt eller delvist i længere tid uanset årsag.

2.    Foreninger der har fået tildelt tid, skal til enhver tid meddele UFC kontaktoplysninger på ansvarlig person og eventuel kontaktperson for alle tildelte tider, samt om hvad tiden skal anvendes til, herunder forventet antal deltagere/personer (brugere). Dette gælder også hvis foreninger bytter tider.

3.    UFC vil på hjemmesiden www.ufc.dk bringe oversigter over anvendelsen af aktivitetssalen med oplysninger jfr. ovennævnte.

4.    Brugerne har kun adgang til de tildelte lokaler og anlæg, og kun når ansvarlig leder eller foreningens ansvarlige er til stede. Al aktivitet skal foregå under en voksen leders opsyn, og lederen skal påse, at ordensreglerne overholdes, herunder at uvedkomne ikke opholder sig på baner og i omklædningsrum til gene for brugerne. I det tidsrum en forening har fået tildelt tid, skal der være en voksen leder eller træner til stede. Ved en voksen person forstås en person på mindst 18 år.

5.    Anlægget er udstyret med redskaber og inventar, som anvendes af de forskellige brugere (skoler, institutioner, foreninger etc.). Dette udstyr kan anvendes af alle brugere på eget ansvar, medmindre det er låst eller tydeligt mærket med at det ikke må anvendes.

6.    Såfremt en institution eller forening ønsker at anbringe eget udstyr i depotrum, kan dette - efter forudgående aftale med UFC - ske i en vist omfang, dog med forbehold for ledig depotplads. Eget udstyr skal være mærket tydelig med ejers navn, og om det må benyttes af andre eller ej. Uanset at depotrum måtte være aflåst, sker anbringelse af eget udstyr i depotrum m.v. på eget ansvar, og UFC dækker ikke tab som følge af brand, tyveri, hærværk og anden beskadigelse.

7.    Foreningerne er hver især ansvarlige for skader på anlæg, udstyr og inventar, som opstår under deres anvendelse af den tildelte tid. Eventuelle skader skal anmeldes snarest muligt til UFC, og den ansvarlige leder på stedet skal sikre mod eventuelle følgeskader.

  1. Anlægget er i et vist omfang ubetjent, og foreninger kan hver især mod kvittering få udleveret mindst én eller flere brugernøgler, der passer til indgangsdør og de lokaler, rum og faciliteter, som er blevet tildelt: Desuden kan indgangsdøren åbnes med brugerkode, som brugere kan få oplyst efter behov.
  2. Anlægget forsynet med konstant videoovervågning af sal og fællesarealer, samt tyvealarm, som er aktiveret når hoveddøren (yderste indgangsdør) er låst.
  3. Ved hoveddør og på opslagstavle i entré/foyer vil der være opslag med telefonnummer på den ansvarlige for anlægget og eventuelt vagthavende.
  4. Betalinger til KODA/GRAMEX for brug af afgiftspligtig musik er brugernes eget ansvar, og er UFC uvedkommende.

 Ordensregler for brug af aktivitetssalen og øvrige faciliteter

  1. Anlægget er i et vist omfang ubetjent, og aflåste yderdøre må ikke åbnes og efterlades ulåste. Hvis hoveddøren (yderste indgangsdør) er låst, er tyverialarmen aktiveret. Forsøg derfor ikke at komme ind i bygningen på anden måde, f.eks. via en ulåst dør eller vindue.
  2. Anlægget er udstyret med konstant videoovervågning af sal og fællesarealer.
  3. Anlæg, udstyr, redskaber m.v. skal altid efterlades i ordentlig stand (som man selv gerne ønsker at finde det i når man kommer). Eventuelle fejl og mangler skal straks meddeles til UFC, f.eks. via en logbog der findes i aktivitetssalen ved skabet til A/V-udstyr.
  4. Brugerne skal selv opsætte udstyr og redskaber til deres brug. Store redskaber findes i depotrum 1 og øvrigt udstyr i depotrum 2. Depotrum 2 skal holdes aflåst (udleveret brugernøgle skal medbringes). 
  5. Udstyr og redskaber skal lægges på plads efter brug, jfr. ophængt plan for indretning af depotrum.   
  6. Brug af lydanlæg skal ske på en hensynsfuld måde så andre brugere af anlægget ikke generes unødigt. Skab til A/V-udstyr i aktivitetssalen skal aflåses efter brug.  
  7. På fællesarealer og uden for de opstregede baner er boldspil, leg og støjende adfærd forbudt.
  8. Glasflasker må ikke medtages i aktivitetssalen og omklædningsrum. Dåser og plastflasker er normalt tilladt.
  9. Alt affald, herunder fjerbolde, hylstre og lignende skal henlægges i de opstillede affaldsbeholdere.
  10. Kun klæbemidlet Select-Profcare må anvendes i aktivitetssalen; alle andre klæbemidler, harpiks og lignende er forbudt.
  11. Indendørsarealet - herunder gang, omklædningsrum m.v. - må ikke betrædes med fodboldstøvler, pigsko og lignende.
  12. Aktivitetssalens gulv må kun betrædes med fodtøj, der er beregnet til indendørs idræt, og som ikke lige forud har været anvendt udendørs. Fodtøj, der afsætter ridser eller streger, må ikke anvendes, ligesom der heller ikke må benyttes fodtøj, som er beregnet til udendørs brug.
  13. Brugernes adgang til og fra det udendørs anlæg (boldbaner m.v.) skal ske via den vestlige dør for enden af gangen ved omklædningsrummene i kælderetagen, og fodboldstøvler skal afvaskes inden de tages med inden døre. Adgang med f.eks. fodboldstøvler via centrets forplads og foyer er forbudt.
  14. Rengøring af aktivitetssal og omklædningsrum sker hver morgen på hverdage, samt lørdag og søndag morgen efter behov. Brugerne må i fornødent omfang selv feje gulvet i aktivitetssalen og feje/svabre gulvet i omklædningsrum før og brug.
  15. Egne mad- og drikkevarer må ikke uden særlig tilladelse medtages og nydes i anlægget, bortset fra sportsdrikke m.v. som indtages i forbindelse med selve aktivitetsudøvelsen. 
  16. Hele centret er røgfrit område, og tobaksrygning er således ikke tilladt noget steds indendørs. For multirum og aktivitetssal kan der gives særlig tilladelse ved arrangementer.

Enhver bruger, herunder foreninger med medlemmer, samt disses gæster og publikum, skal til enhver tid overholde ovennævnte ordensregler, samt rette sig efter anvisninger fra anlæggets personale.

I modsat fald kan det betyde bortvisning fra anlægget og i gentagelsestilfælde karantæne.